04.10.11. En sommerfugl på spid
Med spænding pakker de studerende kasser op fra playscapes med tusser, farver, papir og post-its– de essentielle ting til anvendelse af den kunstnerisk funderede proces Strategi viaArt. Med dette skal de arbejde og udvikle én fælles udfordring samtidig med, at de skal tilegne sig selve processen, der skal hjælpe dem med at opbygge evnen til at designe, implementere og evaluere lærings- og forandringsprocesser.
”Processen Strategi viaArt er som en sommerfugl, der flyver frit – men I skal sætte sommerfuglen på spid for at kunne forstå den” begynder Charlotte Prang, creative director i playscapes. En sommerfugl på spid er et voldsomt, men velvalgt billede af, hvordan værktøjet må dø for at opnå forståelsen og iagttagelsen af det. ”Det kan være frustrerende at stikke spiddet i sommerfuglen, men forhåbentlig kan vi trække det ud igen, og atter lade sommerfuglen komme til live.”
playscapes har udviklet et målrettet procesværktøj, der bryder vanetænkningen og åbner op for nye, anderledes og innovative måder at løse konkrete udfordringer på. En studerende fra lærings- og forandringsprocesser udtaler om værktøjet: ”Ved hjælp af processen har vi flyttet os mere end, hvis vi bare sad og snakkede om vores udfordring og jeg skal love for, at vi producerer idéer”. Udover idégenereringen påpeger de studerende den synergi som processen skaber: ” Vi skaber et fælles ståsted, hvor vi alle er lige, og vi udnytter alles potentialer i gruppen, så vi når til en fælles beslutning uden at sætte sig selv til side.”
Gennem værktøjet Strategi viaArt bliver alles ressourcer sat i spil. Charlotte Prang uddyber: ” Med Strategi viaArt bliver individerne synlige – og det er det individuelle, der er interessant for fællesskabet, når det altså bliver stillet til rådighed for fællesskabet. Alle mennesker bliver ubevidst påvirket af hinandens udsagn, men det skulle Strategi viaArt gerne forhindre”, afslutter hun.
