13.11.11. Test af det Digitale Maleri
I skrivende stund er projektet ’Det Digitale Maleri’ gået ind i sin afsluttende testfase, hvor prototyper afprøves og produktet tager sin endelige form. For teamet bag projektet er det en særdeles spændende fase, hvor det uhåndgribelige gøres håndgribeligt, og man pludselig har mulighed for at iagttage produktets enkeltheder fra en ny vinkel. Det betyder selvfølgelig også, at det er en hård fase, hvor produktet bliver sat på prøve, og hvor man hurtigt bliver klar over, at ikke alt fungerer ligeså godt i praksis som i teorien.
Dette kommer da heller ikke som nogen overraskelse for samarbejdspartnerne på ’Det Digitale Maleri’, som efter at have justeret de obligatoriske førsteversionsfejl, nu kan skimte målet i horisonten. Den seneste version af produktet er ikke langt fra den oprindelige tanke, og nu da de endelige kompositioner og farver er klar til at blive implementeret, mangler maleriet mere eller mindre kun at få slebet kanterne af.
Kanterne pudses af ved hjælp af tests, hvor en række forskellige testpersoner samt fagfolk inden for hospitalsverdenen har sagt ja til at give konstruktiv kritik af produktet. De første tests i den forbindelse er allerede afviklet, og man ser nu frem til næste runde, som fra projektlederens side er fastsat til uge 50. Umiddelbart efter årsskiftet er det så planen, at den forhåbentlig sidste runde tests afvikles og de sidste finjusteringer implementeres. Herefter håber projektgruppen at stå med et styks endeligt produkt.
”Efter at have søsat projektet, set det sejle ud på åbent hav og til tider været på dybt vand, er det med smil på læben, at vi nu så småt kan se, at projektet er ved at være i havn”, siger Per Stokbro, Projektleder på ’Det Digitale Maleri’, som ud over at sidde på posten som projektleder også har varetaget produktets kunstneriske islæt i samspil med Charlotte Prang, Creative Director i playscapes.
’Det Digitale Maleri’ er opstået gennem et samarbejde mellem de tre virksomheder; Redia, Modulex og playscapes, og har nu efterhånden været under udvikling i et lille år. Det er, som det fremgår, derfor med stor forventningsglæde, at samarbejdsparterne inden længe kan præsentere det færdige produkt på den fastlagte promotion tour til foråret 2012.
