Velkommen til det nye kuld praktikanter
Nu da julepynten efterhånden er pillet ned, nytårsløjerne vasket af vinduerne, og kalenderen skriver 2012, er det endnu en gang blevet tid for playscapes at åbne dørene og sige ’Velkommen på holdet’ til et nyt kuld praktikanter.
Ud med det gamle, ind med det nye
”Vi har glædet os til at lade de nye, friske kræfter strømme ind i virksomheden. Selvom vi altid synes, det er trist at sige farvel til det foregående hold, og vi næsten ikke tør tro på, at det nye hold kan blive ligeså godt, overrasker de os altid”, siger Charlotte Prang, Creative Director og fortsætter: ”Allerede nu kan vi fornemme, at vi står med et stærkt hold, så vi kan slet ikke vente med at samarbejde om det næste halve års udfordringer.”
Og udfordringer bliver der nok af, idet det næste halve år byder på bl.a. lancering af produktet ’Det Digitale Maleri’, udbygning af web, finpudsning af undervisningsmateriale til Dania og indretning af diverse fysiske miljøer i blandt andre Skælskør og Sverige.
Velkommen til playscapes
Med en vished om, at de seks nye praktikanter nok skal få hænderne fulde, vil playscapes derfor gerne sige: ”Velkommen på holdet”.
Se de nye praktikanter her
